torsdag den 25. august 2011

Styr på tingene..

Mandag tog vi en shoppingtur :) Plato's Closet er min favorit! Det er genbrugstøj, men det ligner helt nyt tøj. Det er mange kendte mærker, og det bedste ved det hele er, at det er VILDT billigt! Jeg købte et par fede jeans for $10 (50 kr.), cowboy nederdel for $6 og andre ting!! Billigt siger jeg til jer ;) Så mandag var shoppedag. Om aftenen tog Audrey og jeg hen til kirken, hvor der hver mandag er 'drop in'. Det er hyggeligt, og der spiser vi aftensmad - vi spiser selvfølgelig ikke ved alteret, men i baglokalerne. Der er andre teenagere og kun en voksen, der hedder Angie (hun er vildt sød og cool) :)


Tirsdag var træningsdag. Jeg havde ikke været nede i deres kælder før, så et par dage forinden viste Shelly mig kælderen, og jeg blev godt nok overrasket! Lige der midt i kælderen var der et par fitnessmaskiner ('ro'maskinen, vægte, vægtløfterstativ og fitnessbold - jeg kender ikke alle navnene). Så jeg løb en tur, trænede på maskinerne og styrketrænede. Og efter det havde jeg selvfølge fortjent en Ben&Jerry's ;)


Onsdag var jeg til mit nr. 2 rotary møde (stadig i morgenklubben). Præsidenten i klubben havde bedt mig om at finde på et trivia spørgsmål (de har et spørgsmål hver uge). Mit spørgsmål lød: Der er kun et land der grænser op til Danmark, og det er? Jeg var overrasket over, at der faktisk var et par stykker, der vidste, at det var Tyskland - og så var der selvfølgelig også en, der sagde Sverige :)
Efter mødet tog Shelly (værtsmor) og jeg hen på skolen, for at få styr på papirerne omkring deltagelse i sport og få lavet mit skema. Det var et værre hurlumhej. Vi rendte frem og tilbage, fra den ene skolesygeplejerske til den anden, og så også lige skoledoktoren. Der var en masse elever, da det var den dag eleverne fra middle school, skulle have deres sportspapirer på plads, så vi skulle også stå i kø.. Men vi fik det klaret hurtigt, da det blev min tur, og så gik vi hen til min skole counselor Mrs. Briggs. Hun er rigtig sød, og hjalp mig med at lave mit skema. Hun sagde, at jeg skulle være 10. klasser, og jeg kiggede på hende med store uforstående øjne og udbrød: "What!". - Ja jeg var ret overrasket. Men vi talte om det, og jeg fik lov til at gå i 12. :) Jubiii!!

Da vi lavede mit skema, sagde hun, at jeg ikke behøvede at tage nogle bestemte fag, så jeg kunne vælge lige det, jeg havde lyst til - og på trods af at der var nogle fag, der var fuldt booket, og jeg måtte vælge imellem nogle af mine favoritter, synes jeg selv, at mit skema blev godt :) Jeg ville gerne have noget, der havde noget at gøre med business (så jeg kan finde ud af, om jeg skal på handelsskole), jeg ville gerne have matematik (så jeg kan holde det ved lige), jeg ville gerne have engelsk (så jeg kan blive bedre), og så ville jeg gerne have noget der er sjovt. Mit skema endte med:

Entrepreneuship - hvor jeg lærer, hvordan det er at have sin egen business.
Guitar - det kunne være fedt, at kunne spille guitar.
IB Math - matematik på højt plan, men med en masse projekter.
Media Arts - lære at tage billeder, redigere dem og en masse andre ting.
English 12 - jeg er 12. klasser, derfor hedder det '12'.
Yearbook - hvor jeg er med til at lave/designe årsbogen, som alle får udleveret.
Drama - jeg har altid gerne ville prøve det.
Og så har jeg hver enden dag idræt og hver anden dag fritime, hvor jeg kan lave lektier eller andet.

De syv øverste har jeg hver dag, og idræt har jeg dag 1,3,5. Skoledagene er meget anderledes end i Danmark. De kører over en periode på 6 dage, og så starter den forfra. Det vil sige, at skolen starter onsdag (dag 1). Der vil jeg have alle fagene og idræt. Torsdag (dag 2) alle fagene, men ingen idræt (jeg vil have en fritime). Fredag (dag 3), mandag (4), tirsdag (5), onsdag (6) og så starter det forfra. Og hvis man for fri en dag f.eks. pga. sne, og det er en tirsdag, som skulle have været dag 3, bliver onsdag dag 3.
Lyder kompliceret, men det er ikke så slemt ;)

En af dagene skulle min værtsmor hæve penge, og jeg kunne ikke tro mine egne øjne!! Jeg var flad af grin, da jeg fandt ud af, at det var en drive thru bank !! Hahaha! 


I dag havde jeg min første træning!! Meget spændene. Jeg skulle være ved skolens svømmehal kl. 7.30. Jeg havde sat min Ipod til at vække mig 6.30, og da den ringede, stod jeg op, tog mit tøj og var på vej ud på badeværelset, da det gik op for mig, at der var bælg mørkt og helt stille. Så kiggede jeg på mit ur, og klokken var 1 om natten! Min Ipod var stadig på dansk tid, så jeg skulle først op 6 timer senere - så jeg lagde mig til at sove.

Da jeg kom til træningen, fik jeg holdtrøjen og holdbukserne. Til træningen lavede vi styrketræning, og så gik svømmerne i vandet og udspringerne (bl.a. mig) gik op i et træningsrum og lavede styrketræning og snakkede. Der er kun 3 udspringere udover mig. Jeg snakkede meget med den kvindelige træner, og hun er fantastisk sød! Vi snakkede meget om forskellige ting, og hun spurgte, om hun skulle købe et par hvide shorts til mig til i morgen, når vi skal Tie Dye dem (farve dem med mønstre på en speciel måde). Det var rigtig sødt af hende, og hun fortalte mig at den mandlige træner (ham der bestemmer mest, tror jeg) ejer et pizzaria, og hun sagde, at jeg til hver en tid bare kan gå derind, hvis jeg er sulten, og sige at jeg er en af Bill's svømmere :) Det er ret sejt!

Klokken 16 skal jeg til udspringstræning, og jeg glæder mig rigtig meget :) Jeg har lånt en badedragt af Brittney (min nr. 2 værtssøster der er rejst til Japan), men Mary (den kvindelige træner) sagde, at hun vil skaffe mig en :)


Min daglige pligt er at gå tur med hunden - jeg valgte det selv :)



Jeg har det mildest talt fantastisk! Alle er så søde ved mig, og jeg nyder at være i selskab med alle de nye mennesker, der allerede er blevet en del af mit liv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar